Havndal er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Der er p.t. ikke planlagt nogen grundlovsforhør i politikredsen i dag.
Ransagning førte til fund af kontanter og stoffer
En civil patrulje blev tirsdag kl. 19.00 opmærksom på to mænd, der sad i en bil, som holdt på Sylbækvej i Brabrand.
Betjentene tog kontakt til de to mænd på hhv. 26 og 27 år. Begge virkede særdeles nervøse ved politiets tilstedeværelse, og betjentene fandt hurtigt ud af hvorfor.
I bilen lå en pose med en del hash, og i lommen på den 26-årige lå nogle tusinde kroner i kontanter. Begge blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg, og den 26-årige blev desuden sigtet for overtrædelse af knivloven, da der lå en kniv i bilen, som han vedkendte sig.
Fundet af stofferne fik politiet til at ransage de to mænds bopæle. Hos den 27-årige fandt betjentene en mindre mængde hash, som blev beslaglagt. Hjemme hos den 26-årige blev der fundet poser med skunk, hash og steroider og et større kontantbeløb. Både stoffer og penge blev beslaglagt.
**
Indbrud i virksomhedslokaler – flere møbler stjålet
Ukendte gerningsmænd knuste natten til onsdag kl. 1.25 ruden ind til en virksomheds lokaler på Frederiks Plads ved krydset Marselisborg Allé/Jægergårdsgade i Aarhus C, hvorefter de stjal flere designmøbler, som stod på stedet.
En patrulje kørte til stedet og sikrede spor, og flere patruljer ledte efter gerningsmændene – dog uden held.
Kl. 4.48 gik alarmen igen hos virksomheden. Der var nu blevet knust et andet vindue og flere møbler fra et andet lokale var blevet stjålet. En patrulje var hurtigt på stedet, men gerningsmændene var nået at flygte.
Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere og hører gerne fra eventuelle vidner. Oplysninger kan gives via tlf. 114.
**
Sigtet for kokainsalg på Snapchat
Østjyllands Politis specialpatrulje blev tirsdag morgen opmærksomme på en Snapchat-profil, som reklamerede med kokainsalg. En betjent foregav at være interesseret i at købe og aftalte at mødes med manden bag profilen.
Tirsdag formiddag dukkede en 19-årig mand så op ud for den aftalte adresse i Aarhus C. Her fremviste han noget kokain til en civilklædt betjent, som kvitterede med en anholdelse og en sigtelse for forsøg på narkosalg.
Betjenten fik hjælp af sine kolleger, der havde holdt sig i baggrunden, da den 19-årige gjorde kraftigt modstand under anholdelsen. Under den efterfølgende visitation af manden fandt betjentene en kniv, som han havde siddende i bukselinningen.
Han blev derfor også sigtet for overtrædelse af knivloven og for at have modsat sig anholdelsen.
**
Skunk fundet i lejlighed
Østjyllands Politis specialpatrulje reagerede tirsdag formiddag på et tip og tog hen til en adresse i Randers NV, hvor de havde mistanke om, at der blev opbevaret stoffer.
Under en ransagning på stedet fandt betjentene en mindre mængde skunk, som den 25-årige mand, der bor i lejligheden, blev sigtet for at besidde.
**
Færdsel
Tirsdag kl. 8.00 skete der et færdselsuheld på Tjørnebakken i Grenaa. En 61-årig kvindelig bilist kørte ind i en container, der var placeret i siden af vejen i forbindelse med noget byggearbejde. Der skete større materiel skade på bilen, men bilisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. En 48-årig mand, der var ansvarlig for placeringen af containeren, blev sigtet for ikke at have afmærket containeren ordentligt med reflekser og markeringslygter.
Tirsdag kl. 8.57 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Hasle. En 69-årig mandlig bilist svingede ind på en parkeringsplads hen over en cykelsti og ramte ind i en 29-årig mand, som kom cyklende ligeud. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Den 69-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Tirsdag kl. 10.45 blev en 41-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da hun blev standset af en patrulje på Ødumvej i Hadsten. Da betjentene kom hen til bilen, kunne de lugte hash, og bilen blev ransaget, og den 41-årige kvinde og hendes to passagerer blev visiteret. En 31-årig mandlig passager havde en mindre mængde skunk og hash på sig, som han blev sigtet for at besidde, mens en 45-årig kvindelig passager havde nogle morfintabletter på sig, som hun blev sigtet for at besidde. Den 41-årige fører af bilen fik en ekstra sigtelse, da det viste sig, at hun slet ikke har kørekort.
Tirsdag kl. 13.05 blev en 37-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Vejlbygade i Risskov. Han blev desuden sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da betjentene fandt en mindre mængde hash på ham. Politiet valgte efterfølgende at ransage mandens adresse, og her fandt betjentene en del poser med skunk, hvorefter den 37-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.
Tirsdag kl. 15.54 skete der et færdselsuheld på Åby Ringvej i Aarhus V. En 57-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bil ført af en 43-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 57-årige blev sigtet for ikke at have holdt nok afstand til den forankørende.
Tirsdag kl. 18.15 blev en 40-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Fårupvej i Nørbæk ved Fårup.
Tirsdag kl. 18.34 blev en 24-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Kattegatvej i Grenaa. Han blev desuden sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en mindre mængde kokain på sig.
Tirsdag kl. 20.17 skete der et færdselsuheld i krydset Christian X’s Vej/Holmegårdsvej i Højbjerg. En 37-årig kvinde krydsede sammen med sin mand vejen til fods via et fodgængerfelt, da hun blev ramt af en bil. Bilisten kørte efterfølgende fra stedet uden at give sig til kende. Den 37-årige fik nogle mindre skader men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Ifølge parret var føreren en ældre kvinde, og hun kørte i en mindre grå bil.
Natten til onsdag kl. 1.18 blev en 21-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for sprit- og narkokørsel og kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Ebeltoftvej i Randers SØ. Han blev desuden sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven, da betjentene under ransagningen af bilen fandt 10 ulovlige kanonslag.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Havkærvænget i Tilst begået tirsdag d. 11/1 kl. 11.18
• På Kileparken i Tilst begået tirsdag d. 11/1 kl. 14.50
• På Vesterbro i Havndal begået tirsdag d. 11/1 mellem kl. 6.30 og kl. 15.45
• På Pinborgvej i Assentoft begået tirsdag d. 11/1 kl. 22.33