Kirketorvet er ved at være klar til brug

Foto: Randers Kommune.
dato

Renoveringen af Sct. Mortens Kirkes kirketorv nærmer sig sin afslutning. Den nye plads, der byder på både aktiviteter og afslapning, er snart klar til at blive indtaget.

Med foråret i ankomst, kan man snart nyde solen og nyudsprungne træer på det nyrenoverede torv.

Anlægsarbejdet forventes at være færdigt i løbet af weekenden den 9.-10. marts, hvor de nye bænke vil blive opstillet. Samtidig vil parkeringspladserne langs Kirkegade 9-11 igen være tilgængelige. Inden påske vil der blive opsat stemningsbelysning og træhulsriste rundt om de nyplantede træer.

Forskønnelsen af Kirketorvet har stået på siden efteråret og har haft til formål at gøre pladsen grønnere og mere indbydende. Det nye kirketorv vil bl.a. bestå af nyplantede Kejserlind-træer, der understreger torvets udformning og afgrænsning. Lys under træerne vil skabe en stemningsfuld belysning i de mørke timer.

Derudover vil der være nye bænke og siddepladser, et formidlingsskilt med information om stedet og kirkens historie, samt træhulsriste udsmykket med ornamenter, der matcher kirkens buer.


https://www.randers.dk/nyheder/kirketorvet-er-ved-at-vaere-klar-til-brug/
Kilde: Randers Kommune